Når relation bliver til kommunikation 

I Landsbyen Sølund arbejder vi for, at alle beboere bliver hørt, forstået og taget alvorligt. Alle mennesker har noget på hjerte. En holdning, et ønske, en drøm, et behov eller måske bare et lille tegn på, hvordan dagen føles. Derfor har vi fokus på, at alle vores beboere får mulighed for at sige det, de vil, til hvem de vil, når de vil. For kommunikation er meget mere end ord – det handler om relationer, deltagelse og selvbestemmelse 

I Landsbyen Sølund møder vi mennesker med forskellige forudsætninger for at kommunikere. Nogle bruger mange ord – andre få, og nogle ingen. Nogle kommunikerer gennem mimik, lyde, bevægelser og handlinger, mens andre har brug for tegn, symboler eller teknologiske hjælpemidler. Fælles for dem alle er, at kommunikation er nøglen til kontakt, forståelse, indflydelse og deltagelse i fællesskabet. 

Uanset hvordan man kommunikerer, skal man have mulighed for at blive forstået. Som medarbejdere har vi derfor en vigtig og kompleks opgave: Vi skal ikke kun gøre os forståelige. Vi skal også blive dygtige til at opdage, tolke og forstå beboerens adfærd og kommunikation. For at lykkes med det, arbejder vi med afsæt i tre metodiske tilgange: Gentle teaching, low arousal målrettet udviklingshæmmede (LA2U) og alternativ supplerende kommunikation (ASK).  

Relationen som afsæt for Kommunikation

Kommunikation begynder ikke ved en kommunikationstavle. Den begynder mellem mennesker. I Gentle Teaching arbejder vi med relationen som fundament. Vores stemme, ansigtsudtryk, kropssprog, tempo og måde at møde beboeren på fortæller noget – også når vi ikke siger et eneste ord. 

Når beboeren oplever tryghed, nærvær og omsorg, skaber vi bedre betingelser for kontakt og kommunikation. Det er ofte i de små øjeblikke i hverdagen, vi lærer beboerens personlige kommunikation at kende: et bestemt blik, en lille bevægelse, en lyd eller en hånd, der søger vores. 

Når adfærd også fortæller noget

Forestil dig en beboer, som pludselig bliver urolig og afviser en aktivitet. Vi kan hurtigt komme til at tænke: Han vil ikke. Men hvad nu hvis beboeren i virkeligheden fortæller os: Jeg forstår ikke, hvad der skal ske. Det går for hurtigt. Jeg har brug for en pause. Jeg vil noget andet. 

Det ved vi ikke på forhånd. Derfor må vi være nysgerrige. Her kan LA2U og det tilstræbte indefra-perspektiv hjælpe os med at undersøge situationen fra beboerens perspektiv: Hvad skete der? Hvad har skabt utryghed? Hvilket behov forsøger beboeren at give udtryk for? 

Vi skal sætte os i beboerens sted og være opmærksomme på de små tegn. Det er ikke nødvendigvis beboeren, der skal gøre noget anderledes. Det er os. 

Når beboeren får flere måder at sige noget på

For de fleste beboere på Sølund er talesproget ikke tilstrækkeligt til at kunne udtrykke alt det, de gerne vil. Her kan ASK – Alternativ og Supplerende Kommunikation – åbne flere muligheder. ASK favner nemlig alt det, det kan hjælpe mennesker med funktionsnedsættelser med at kommunikere. ”Vores grundlag er: Vi skal bruge det, der virker!” (Heidi Jespersen). Det kan være kommunikationstavler, symboler, fotos, tegn-til-tale eller digitale kommunikationshjælpemidler. Redskabet er ikke målet i sig selv. Det interessante er, hvad beboeren får mulighed for at fortælle med det. 

Hvad kan ASK give mulighed for? 

“Jeg vil gerne have kaffe.”   “Jeg vil høre musik.”   “Nej.”   “Stop.”   “Jeg vil noget andet.” 

ASK virker ikke bare, fordi tavlen hænger på væggen eller ligger på bordet. Vi som medarbejdere skal selv bruge den: pege, vise, gentage og kommunikere med redskabet sammen med beboeren. 

Alternativ supplerende kommunikation starter altid hos os som medarbejdere: Det starter med, at vi tror på, at beboeren gerne vil udtrykke noget, og dernæst er det vores opgave at være nysgerrige på, hvad der virker for den enkelte beboer.  

Vær kommunikationsdetektiv

Måske er det netop dét, arbejdet med kommunikation kræver af os: At vi bliver detektiver i vores egen hverdag. At vi stopper op ved det, vi ikke umiddelbart forstår. At vi bliver nysgerrige på de små signaler: Har beboeren ikke noget at sige – eller har vi endnu ikke fundet den måde, beboeren kan sige det på? 

Når en beboer får mulighed for at fortælle, hvad han eller hun ønsker, har brug for eller ikke bryder sig om, kan det gøre en stor forskel i hverdagen. Det kan give mere ro, større tryghed og en følelse af at have indflydelse på sit eget liv. 

”Det største der er sket for mig, det var, da en forælder sagde til mig: Du har givet mit barn et sprog – som 25 årig!” (Ida Marie Friborg Volsmann) 

For hvad sker der, når man ikke kan få sagt det, man gerne vil? Når et nej bliver forstået som et ja, eller når et ønske aldrig når frem? Det kan skabe frustration og utryghed. Derfor er det vigtigt, at vi er nysgerrige på den enkelte og leder efter de veje, der gør det muligt at få stemmen frem. 

For kommunikation handler ikke kun om at forstå en besked eller kunne bede om en kop kaffe. Det handler om at blive hørt, sige til og fra, træffe valg, skabe relationer og få indflydelse på sit eget liv. Og det er måske netop derfor, kommunikation fortjener vores nysgerrighed – hver eneste dag. 

Når vi lykkes med det, giver vi ikke bare vores beboere en måde at kommunikere på. Vi giver dem mulighed for at træffe valg, blive taget alvorligt, være en del af fællesskabet og sætte deres eget aftryk på hverdagen. 

For alle har noget at sige. Og alle fortjener at blive hørt.